tirsdag den 24. april 2018

Hvad man finder på sin vej.

For en tid siden fandt jeg en tyk rusten metalring på en af mine talrige vandreture. Jeg tænkte at den kunne bruges til et eller andet sjovt, så jeg samlede den op og tog den med hjem. 
Her til morgen havde jeg så fået den ide at jeg kunne lade mig inspirere af solen, og på den måde måske få noget sjovt ud af ringen.
Rusten metalring/skive.
Jeg havde noget kobberfarvet metaltråd, som jeg på et tidspunkt har købt i Søsterne Grene. Det passede ret godt til ringen. Jeg klippede tråden i 50 cm lange stykker, som jeg foldede og bandt om ringen. Jeg fandt også nogle orange glasperler, som jeg har haft i gemmerne i rigtig mange år. Endelig var der måske noget de kunne bruges til. Jeg har ikke tidligere arbejdet med metaltråd på den måde, så det var lidt et forsøg. Jeg satte perlerne på trådene hele vejen rundt. Derefter blev de sat på forskudt på næste række og så videre. Det var lidt svært at holde perlerne på plads, men så fandt jeg ud af at jeg kunne bruge en flamingoplade, med påtegnede cirkler. På den måde kunne jeg lettere styre arbejdet.  
Rusten jernring forvandlet til en skål.
Afslutning blev ikke så pæn, men så havde jeg lige lidt kobberfarvet satinbånd, som jeg kunne vikle rundt om kanten.
Den færdige metalskål.
 Jeg er helt sikker på at det kan gøres bedre, men er blevet ganske godt tilfreds med resultatet. Det har været sjovt at finde noget kasseret på sin vej, og så forvandle det til noget sjovt og smukt.


mandag den 16. april 2018

Flerfarvehækling

Jeg er gennem mit arbejde blevet bedt om at undervise i flerfarvet hækling.
Det skal være på en sådan måde at også nybegyndere kan være med.
En lidt udfordrende opgave, men jeg tænker at det nok skal kunne gå.
Først havde jeg tænkt at de skulle hækle et flag som grydelap. 
Men tænkte så at det nok for nogen ville være svært at nå. 
Derfor har jeg istedet for valgt at vise, hvordan man hækler en flagranke. 
Så kan de, der når det, måske starte på en grydelap.
Jeg har forinden været ved at hækle et par grydelapper med kirsebær på.
Her er så min version at grydelapperne.
De er hæklet i Grønhøjs blødbomuld, med en hæklenål nr. 4
Det var mest lige for at få teknikken i hænderne igen, 
da det er noget tid siden at jeg har hæklet med flere farver. 
Flagranken er hæklet i rødt og hvidt bomuld 4/8.
Der er med rødt garn hæklet 20 luftmasker (snor) + 13 luftmasker og 1 luftmaske til at vende med. 
Der hækles 7 fastmasker samtidig med at der hækles hen over den hvide garnende. 
Den 7. maske afsluttes ved at slå om det hvide garn. 
Det sidste omslags-løkke, vil altid komme til at ligge, som den øverste lænke på næste maske. 
Derfor  skiftes farven allerede i slutningen af sidste maske. 
Der hækles 1 fastmaske i hvid, samtidig med at der hækles over den røde garnende. 
Dog med sidste omslag igen i rødt. 
5 fastmasker i rødt. 
Stadig samtidig med, at der hækles over det garn der ikke er i brug. Vend.
5 fm i rødt, 1 fm i hvid og 7 fm i rødt. 
Sådan hækles der 4 rækker. 
Derefter hækles der en række med 13 fm i hvid. 
Stadig mens der hækles henover den ikke igangværende farve.
Der hækles 4 rækker mere og derefter er flaget færdigt.
Der hækles ca. 20 lm mellem hvert flag.
God fornøjelse.

Tasken der blev til en PUF

Har i løbet af  Corona tiden arbejdet på denne PUF. den skulle egentlig have været en taske, men synes at bunden er så fantastisk, at jeg ik...